I dag fejrer vi Tove Ditlevsens 100 års fødselsdag. Jeg var med, da “Huskegruppen”, et initiativ fra 2004 af kunstnerne Peter Brandt og Tomas Lagermand Lundme, mindedes Tove Ditlevsen i Kristkirken på 3o årsdagen for hendes død. Min tale i Kristkirken 7. marts 2006 kommer her.

 

Tove Ditlevsen. Kristkirken

Tove Ditlevsen døde i dag for 30 år siden. Hun blev begravet her fra Kristkirken, hvor op til 1000 sørgende fulgte hende på vej. Mange var mødt op flere timer i forvejen og kirkebetjentene måtte have hjælp fra politiet, fordi kvinderne blev ved med at strømme ind i kirken, de satte sig på pulpituret, i sidegangene og omkring orglet for at få en plads. Det var nemlig især kvinder, der kom. Midaldrende kvinder fra kvarteret. “Fra Istedgade, Hedebygade, Westend og Saxogade, fra Absalonsgade og Enghavevej. Fra Oehlenschlægersgade, Valdemarsgade og Matthæusgade kom de endnu i vinterens storternede frakker og patentstrikkede huer, og lagde små blomsterbuketter”. Til sidst måtte de bare aflevere deres blomster. Der var ikke plads. Langt ned at Istedgade stod de, fordi rygtet gik, at kisten skulle føres ad Istedgade på sin vej til Vestre Kirkegård. Det var som om, der skulle noget særligt til, som Karen Syberg skriver om begravelsen i sin bog om Tove Ditlevsen. Så da kisten førtes ud, nejede kvinderne spontant. Det var hendes læsere, der var kommet. En af dem, Tove Carlsen, 64, udtalte til Ekstrabladet. ”Jeg simpelthen elskede hende. Åh hvor jeg husker, at jeg for mange år siden læste Pigesind. Den gik mig lige til hjertet. Og jeg er selv født i Valdemarsgade, og da jeg var i gang med hendes erindringer, græd jeg over beskrivelsen af, hvordan hun måtte sætte sig ud på wc for at læse og skrive i fred. Jeg har alle hendes bøger, men da jeg læste, hun var død, skyndte jeg mig at købe et sæt til af hendes værker, så jeg også har dem stående i sommerhuset. Hendes bøger tager man jo frem både, når man vil le og græde.”

Det var altså læserne, der kom. Avisernes referater af begravelsen bed også mærke i dem, der ikke kom. Det danske Akademi var således fraværende. Tove Ditlevsen fik ikke Akademiets store pris, og den manglende anerkendelse fører lige op til kanonudvalgets aktuelle forbigåelse. Anbefalet til folkeskolen, men ikke obligatorisk på undervisningsministeriets liste, og helt fraværende i den seneste kulturkanon, som sætter trumf på ved af egen drift at udvide den litterære kanon med en kanon over dansk lyrik uden deltagelse af en eneste kvindelig forfatter. Der er derfor al mulig grund til, at vi mindes Tove Ditlevsen. At Huskegruppen fejrer hende. Hendes forfatterskab holdes i live af læserne. Ikke af den litterære institution.

Der er noget paradoksalt i at mindes en dødsdag, snarere end en fødselsdag, men i Tove Ditlevsens tilfælde forekommer det indlysende rigtigt. Fordi døden fylder så meget. Det er kampen med døden, som et slags dække over kampen med livet, der samler personen og kunstneren Tove Ditlevsen. Det første digt hun fik offentliggjort, hed således Til mit døde barn. Tove Ditlevsen, der havde skrevet digte fra 10 års- alderen, var da 20 år gammel og havde hverken erfaringer med moderskab eller døde børn. Men digtet kan, som Lise Busk-Jensen har gjort opmærksom på, læses som et billede på forfatterskabet. Det er barndommen og det tætte forhold til moderen, der giver tone til melankolien i hendes poesi. Det er oplevelsen af, at alt allerede er tabt og mistet, som moderens kærlighed er mistet, eller måske aldrig rigtig har været der, der giver tone og rytme fra begyndelse til slut. Tove Ditlevsen forfatterskab handler kort sagt om en kvinde, der ikke føler sig elsket. Om et menneske, der befinder sig i mangelens og savnets sted, men som tidligt har adgang til den hemmelighed, at ordene kan fylde tomheden ud, at rytmen og klangen kan få verden til at hænge sammen alligevel, at der i kunsten er et helle fra tomhed, forladthed og død.

Eftersom Tove Ditlevsen får trykt sit første digt i 1937, er det ikke noget mærkeligt i, at jeg har oplevelsen af, at hendes digte har været der altid, lige så længe jeg kan huske. For det har de jo. Hun er få år ældre end mine forældre. Hendes bøger stod derhjemme i reolen. Hun giver stemme til den generation af kvinder, der var unge under besættelsen, som blev mødre og husmødre i 40’erne og 50’erne, kvinder der som midaldrende måtte opleve det opbrud, som ungdoms- og kvindeoprøret tilbød deres egne børn. Muligheder, de aldrig selv fik, en frihed som de højest kunne drømme om, en fremtid som aldrig blev deres. Og Tove Ditlevsen var på en og samme tid den enestående kunstner og det skrøbelige menneske i egne dæmoners vold. Hun skjulte sig ikke for sine læsere, der godt vidste, hvordan det stod til. Hun gav stemme til alle de kvinder, der drømte om, at livet kunne være noget andet og bedre. At der også var noget smukt i vente for dem.

Men som arbejderbarn gav hun også stemme til alle dem, der ikke er født med en sølvske i munden, til dem fra de små lejligheder, til dem der er opvokset op i skyggen af arbejdsløsheden. Det var byens puls og pigeliv, baggårdens børnelokker og skraldeskakt, der blev det stof, hendes romaner og erindringer er gjort af. Og hun mødte læserne i den enkle salme- og folkevisetradition, selv når hun gav en helt ny stemme til byen København, hvis digtere hidtil har vandret skosålerne tynde på det smukke Frederiksberg. Nu lå barndommens gade for første gang på Vesterbro, nu lød byens bankende rytme fra Istedgade og omegn, mange år før Dan Turell tog tråden op.

Det er lidt svært både at læse og høre digtet Jeg er din barndomsgade uden at høre Anne Linnets stemme samtidig. Men jeg gør forsøget alligevel.

Ikke bare den litterære institution tøver og vægrer sig, når kvaliteten i Tove Ditlevsens forfatterskab skal vurderes. Den socialdemokratiske partipresse var heller ikke just begejstret for de første romaner. Bomholts anmeldelse af Barndommens gade i Socialdemokraten hed således ”Flugten fra Arbejdergaden”. Han læste hende som en slags klasseforræder, der foretrak middelklassen frem for den arbejderklasse, hun var rundet af. Men kritikken prellede af læserne. For hun blev læst af de mange. Hendes første romaner Man gjorde et barn fortræd (1941) og Barndommens gade (1943) blev trykt og solgt i Fremads Folkebibliotek, den første i 50.000 eksemplarer. Hun blev genkendt som en af pigerne fra gaden, på samme måde som når dem fra gaden, genkender hinanden:

”Jeg gav dig de vagtsomme øjne/på dem skal du kendes igen/og møder du en med det samme blik/skal du vide at han er din ven”. Det var den helt grundlæggende solidaritet med det Tove Ditlevsen kom fra, som Bomholt helt overså.

30 år efter debuten udgiver hun i 1967 erindringsværket Barndom, den bog, som for mig står som et højdepunkt ikke bare i forfatterskabet, men også i dansk litteratur efter 2. verdenskrig:

”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp”, lyder den første uforglemmelige sætning i det hvad der burde være det kanonisk berømte sjette kapitel, som Tove Ditlevsen selv tog med i den helt usædvanlige skolebog Tove Ditlevsen om sig selv. Skolebogen udkom så sent som i 1975, samme år som Vilhelms Værelse, der foregreb selvmordet året efter i 1976. I skolebogen fortæller hun, at det sjette kapitel var det oprindelige første kapitel, og da hun begyndte at skrive dette første kapitel, skete der en art kortslutning mellem poesi og prosa. ”På samme måde som med digte steg sætninger nu op i mig og krævede at blive skrevet ned”, og forklarer her hvorfor, det er, at bogen kan læses som et langt digt så smukt, at man næsten glemmer det grimme, grumme og sørgelige og sjove som bogen handler om. Da hun skrev Barndom var hun så langt inde i ordenes verden, at sætningerne ” fejede alle tanker væk om hele elendigheden inde i København”. ”Der var sket det, fortæller hun, at Victor (Andreasen, chefred. Ekstrabladet) var flyttet sammen med en ganske ung pige, som havde fået en fantastisk erotisk magt over ham. Som sædvanlig reagerede jeg helt idiotisk på det. Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog den faste beslutning at drikke mig ihjel”. Erindringsværkerne Barndom, Ungdom og romanen Ansigterne (1968), om en kvindes psykose, blev noget usædvanligt skrevet under en psykiatrisk indlæggelse, som gav hende fred og ro til helt at gå ind i den verden af ord, som beskyttede hende mod det liv, som hun havde det svært med. I skolebogen fortæller hun da også , at ”Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det”.

Hvad der står tilbage er, at Tove Ditlevsen ejede en egen poetisk tone. En sart, grum og uforglemmelig lyd, en rytme i sproget, der var hendes fra start til slut. Det er den lyd, jeg gerne vil, der skal huskes. Det er den lyd, der gør, at hendes værker lever i os hendes læsere her 30 år efter hendes død.