“Christianseje” 22.2.42

Søndag Aften

Kære begge to!

Først mange Tak for Brevet med Stoffet, som kom mig lige tilpas; jeg var glad for at faa det til Fredagen, da jeg ellers ikke havde faaet Tid til at reparere Kjolen, men det var bare Synd for dig, Mor, om du skulde spadsere til Lyngs alene af den Grund. – Men Tak for Ulejligheden. Kjolen blev ogsaa pæn; egentlig havde jeg været bange for den Aften, da jeg troede, Damerne var mødt i Selskabskjole; men til min Glæde var jeg snart til at konstatere, at af de 200-300 var der ikke over de 50, hvis Kjole var finere end min, og ikke een var i lang Kjole, skønt det mest er af Overklassens Børn. Der er kun to Piger foruden mig, som er fra Landet, og dette skulde jo helst ikke kunne kendes alt for stærkt paa os. – Men det tror jeg nu heller ikke, der var fare for i Aftes.

Jeg var oppe ved Erna og fik lagt “Tegningen”. Munck Petersen var tilstedeværende, og jeg tror nu nok, at hendes komiske Harme over mig, var Skyld i, at jeg kom i fuld Krigsmaling; det er sjovt at drille dem, puha, hvor kan de to, Erna og hende, til Tider være lumre og jomfrunalske. De var enige om, da jeg gik, at jeg lignede en Fastelavnsnar. Men Karen maatte indrømme dog,”at jeg var sød med alt”. – Sminke og sminke er selvfølgelig to Ting, men man kan nu engang ikke komme til “Aalborg” uden det. At det var en forunderlig Aften, er ikke for meget sagt, og den kostede mig ikke en øre. Jeg fik alligevel til syvende og sidst min altid opvartende Kavaler, eders højtelskede Iversen, til Herre, Jeg skulde nu have været med en anden fra Thisted, men hvad, jeg synes jeg løb den mindste risiko – for ikke at sige – slet ingen Risiko, ved at faa ham, for det er, som jeg har sagt, han har overhovedet ingen skumle hensigter eller Bagtanker, vi er, og vi bliver kun Kammarater, og derfor kan I ligesaa godt først som sidst holde op med at drille mig, baade med Jens “Stankelben” og “Ajs”. I kan tro, jeg morede mig – indtil – naa, det kommer senere. – I skulle se hvor festligt det hele var udsmykket, alle Salene var i Brug, som naar der er Dansant. Og alle Projektørerne var i Funktion, et forunderligt Farvespil, som forvandler alt; pludselig, naar Lyset rammer een, bliver man rødhaaret, hvidhaaret, og ravnsort – Det er næsten en fysisk umulighed at kende hinanden. Jeg tror nok, det er den bedste Fest, jeg nogensinde har været med til, og det siger nu slet ikke saa lidt. – Jeg dansede hele Tiden, ogsaa med nogen af de mest fornemme, saa I fik ikke Ret i jeres Formodning om, at naar jeg “kom til Bal” i Thisted, skulde jeg nok blive pebet ud.

Nej, Ungdommen er saamænd her den samme, som i Hvidbjerg, og som den er alle Vegne, baade pjanket og vild en saadan Aften; man raaber, fløjter og synger i Munden paa hinanden og “flirter” gør de ogsaa, temmelig aabenlyst endda.- Engang, da jeg var paa Vej ned fra Toiletterne, løb jeg paa to, som i fuld belysning var midt i en “te´a te´”. Ikke en Gang da jeg passerede dem, tog de Mulerne fra hinanden.

Jeg fik meget godt at spise og drikke; hvad jeg fik, vil jeg ikke referere, for saa tror I bare, jeg var smaafuld; men det var jeg langt fra; blot man faar den rigtige Sammensætning, kan man taale meget. – Da Iversen betalte Regningen var den over 25 Kr – og det foruden den forfærdelige Skat. – Nej, smaalig er han bestemt ikke, men ellers plejer han nu aldrig at klatte med Pengene – Naa, men pludselig ser jeg en Herre komme slentrende paa en egen ligegyldig Maade, som jeg kendte alt for godt, – Jens. – Et Øjeblik troede jeg, at nu var Aftenen ødelagt; men jeg bed Tænderne sammen, og ikke ret mange anede, hvor total jeg blev bragt ud af Ligevægt ved Synet af ham. – Ikke just mest for min egen Skyld, – men ved tanken om ham – og hans Tanker om mig. Naa, vi fik flyttet vort Bord over bag ved en Pille saa han ikke saa os, men naar jeg var ude at danse, havde jeg hans Øjne paa mig hele Tiden. Men det var slet ikke mere, end jeg havde ventet, at han skulde komme og udspionere mig.

I den sidste Tid har han ringet og ringet, og i Fredags fik jeg et Brev fra ham med Anmodning om at besøge ham paa Mandag, og jeg regner saa ogsaa med at tage derud i Morgen, selv om han i Aftes just ikke gjorde det bedste Indtryk på hverken mig eller de øvrige Gæster. Kl. 12 kom han ravende hen til vort Bord og var tilsyneladende fuld som en Allike. Hans Snak kunne ogsaa nok tyde derpaa; – I har aldrig kendt Magen til Sludder, nej, hvor han løj – fortalte, at han tjente 50 kr om Dagen, og skulle til Juni have 75, – og var fast ansat——aah, hvor jeg skammede mig over engang at have gaaet med ham. – Ja, jeg haaber virkelig, at han var fuld, for saa maa man jo tilgive al Sludder; men jeg tror nu, helt bestemt, at det blot var hans sædvanlige Løgn og Pral, jeg tror, han var fuldstændig ædru. – Nok med det, fornærmede mig, gjorde han ikke, og det var heller ikke længe, jeg talte med ham, for saa gik han hjem – Nu har han Natarbejde fra 11 til Kl 3 hver Nat – han er ikke klog—-, bare det er en hæderlig Maade, han tjener alle de Penge paa—??? Jeg har mine egne Tanker derom!

Naa, men nu skal I blive fri for mere af den Slags; men det er jo lidt af det, jeg har gaaet og tænkt paa i dag. – Marthe og jeg har været ene hjemme i Eftermiddag; vi har saadan leget “Sygehus”, som hun kalder det. Det var jeg jo snar til at foreslaa. Det bestaar deri, at hun lægger mig paa Gulvet indpakket i Tæpper og Puder; saa er jeg syg og skal sove, mens hun selv indtager Vagtposten; paa en Fest kan hun sidde en Time forestillende sig som Sygeplejerske. – I kan tro, den Spøg passede mig. Jeg hev 3 Kvarters Middagssøvn paa den maade. Og det kan I tro, der var tiltrængt, for festen derude blev ved til Kl 2 i Nat.

Naa, Mor, saa er jeg blevet fæstet herude; de to Mandage fik jeg ogsaa sat igennem, men det blev desværre paa Betingelser, lydende paa, at det kun blev den Del af Sommeren, jeg kunde cykle hjem, at jeg saa maa faa fri om Lørdagen; det var af hensyn til den anden Pige, som aldrig skal have fri før om Søndag Eftermiddag; saa turde hun ikke give mig fri fra Lørdag til Mandag Aften, for selv om ogsaa jeg skal hjælpe dig, saa tror den anden Pige alligevel, at det er Frihed – og saa kan du jo sige dig selv, at (det) bliver for meget Forskel. Men saa faar jeg Morgentog om Søndagen, de Gange, jeg skal med Toget. Jeg tror heller ikke, at det er Fru Hedegaard, der ikke kan unde mig den frihed; men det er fordi, hun synes ikke om at gøre saa megen Forskel. – Men jeg var meget glad for de to Fridage, som jeg nu heller ikke er fæstet for; jeg vilde hellere ordne det paa den Maade, end bare faa hveranden Mandag fri. Synes I ikke ogsaa det var bedst, jeg maatte selv vælge.- Saa skal jeg nok blive flink til at cykle hjem, kan I tro. Men hvorfor hende den anden ikke maa faa fri før, ja det er jo da fordi alt det der Barsleri engang vil komme. Tænk jer, fruen har fortalt mig alt herom, alt har hun indviet mig heri, men hun bad mig om ikke at fortælle Hilda det. – Jeg kan slet ikke forstaa, hun vilde og turde fortælle mig alt; for det er ellers ikke en Dame, der lader meget af hendes inderste komme frem. Tit kan jeg sidde og se paa hende og uundgaaelig farer den Tanke gennem mig:”Hvad bor der bag disse stolte og forfinede Træk”? Det har jeg rent ud sagt ofte spekuleret over — derfor er det en Oplevelse, naar man en Gang imellem faar Lov at ane derom.- Jeg hader mig selv derfor, for jeg synes det er dumt, men jeg er ikke langt fra at forgude hende nu igen. Thi hun er saa god mod mig!Hun siger ogsaa, at jeg er den eneste, der har været god mod hende i denne svære Tid, som de første svangre Maaneder jo er. —Mor, men alt det kan I jo faa meget mere udførligt, naar jeg kommer hjem, for jeg kommer jo nok paa Lørdag, som jeg plejer. Det er godt nok Fruens Fødselsdag på Søndag, men jeg kan ikke tænke mig andet end hun alligevel giver mig fri. Og jeg kommer ogsaa  om Lørdagen. Men Mor, der var noget, jeg tænkte paa. Skulde jeg faa noget brød med hjem til Søndag? Jeg blev ikke klar over det. Jeg vil da saa inderlig gerne, men kan du saa ikke godt sende mig en lille Lap og skrive, hvad jeg skal faa. Og, – men det er vel ikke saa let – at sende pengene. Jeg forlanger slet intet Brev, det har jeg jo faaet. Men kan vi ikke sige det saaledes, at dersom jeg intet hører fra dig, skal jeg ikke faa noget, og ellers skriver du. – Jeg har ikke været ved Doktor endnu, for Hilda fik min Fridag i Torsdags; hendes bedstefar, nej det var hendes Bedstemor – blev begravet. Og saa har jeg ikke haft Lejlighed dertil endnu. Men det er ogsaa blevet en lille Smule bedre med min Ryg, skønt jeg døjer med at holde det gaaende; men naar engang, at Vinteren er forbi, bliver det nok ogsaa bedre igen; men foreløbig lader det jo til, den tager til.

Naa, men nu skal jeg virkelig slutte, vi skal slagte Gris i Morgen; jeg maa ned at sove.’

Med mange kærlige Hilsener fra eders hengivne Gudrun

P.S. Nu er det gaaet forbi med Ingemann og Sus

Skal hilse fra Erna

Skal vi give Fruen en Blomst eller Buket til hendes Fødselsdag? – Hvad er den rette Stil?

billede

 

Gudruns brev