Dengang i Lemvig

Elisabeth Møller Jensens ”familiehistorie” handler først og fremmest om hendes mor, Gudrun. Hun var en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre.

Allerede som ganske ung blev hun indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med den arbejdsomme og retsindige bagersvend, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er det ældste.

Det gik så som så med den bagerforretning i Lemvig, som Tage købte; det endte med at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte nødvendigvis gå ud over både mand og børn, som med skræk og fortvivlelse var vidner til Gudruns deroute. Hun døde som 53årig, i 1975.

Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.

Klap 2

”Forestillingen om lighed gennem uddannelse har ligget som et fremtidsløfte gennem hele min barndom. Jeg var dygtig i skolen, og hvis jeg kom hjem med et ug minus, spurgte min far som eneste kommentar, hvorfor jeg ikke havde fået ug. Så det skyldes hverken skæbne eller eventyr, at jeg både blev student og magister. Vi var fire børn, og vi kom alle i gymnasiet og videre på universitetet.

Det er blevet så moderne at hæfte ordet mønsterbryder på en, der socialt har bevæget sig langt væk fra udgangspunktet. Men sådan ser jeg ikke på mig selv, og benævnelsen har faktisk irriteret mig fra det øjeblik, jeg hørte den første gang. Evnen, lysten og muligheden for social mobilitet kommer jo ikke ud af det blå ingenting. Jeg har altid følt, jeg fulgte nogle spor, som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm, som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere. At jeg ikke valgte seminariet i Nørre Nissum, men Københavns Universitet, var lidt af et tilfælde.

Min mor havde selv haft en drøm om at blive lærer som det højest opnåelige, og med mig på det nærliggende seminarium ville drømmen næsten være opfyldt. Så hun var skuffet, da jeg rejste til København. Hun følte, jeg forsvandt, at hun mistede mig, og det havde hun ret i.”

bog