Som ung, rød feminist stemte jeg nej til EF i 1972. Jeg var bange for det katolske Sydeuropa, for den tyske hausfrau og for Paven sågar. Bekymret for presset på den danske velfærdsmodel. Men det blev de europæiske kvinder, der kikkede mod Nord, og de fremskridt for ligestilling, vi har opnået i Danmark siden medlemskabet har været initieret af EU. Så jeg tog helt fejl dengang. Og det fandt jeg da heldigvis ret hurtigt ud af.

Det var I Bruxelles, jeg for første gang oplevede røde feminister, der var glødende tilhængere af EU. Og jeg fik den ide at invitere italienske Rosi Braidotti, filosof og professor i Utrecht til København. Jeg ville simpelthen høre hende diskutere EU med Drude Dahlerup, dengang Junibevægelsens frontfigur og lige så røde feminist.

Min tanke var, de måtte kunne tale sammen, for de var enige om både socialismen og feminismen, men så uenige om EU, som man overhovedet kan være. Det blev til tre paneldebatter for fulde huse og en konference i KVINFO-regi.

Men det var ikke bare de nordiske feminister, der var uenige med deres sydeuropæiske søstre. Det samme mønster gik igen på Venstrefjøjen.

Jeg tror faktisk, de fleste danske feminister i lighed med mig har skiftet syn på EU, mens socialisterne i Enhedslisten ikke har rykket sig en tomme. Isoleret fra deres europæiske kammerater og i alliance med den yderste højrefløj i Europa og Dansk Folkeparti foreslår de, at også Danmark melder os ud af EU efter en folkeafstemning.

Hvor meget jeg end respekterer og holder af Drude Dahlerup så jeg hende simpelthen stå med halmen ud af træskoene i debatten med Rosi Braidotti. Hvor højt jeg end sætter enkeltpersoner i Enhedslisten, og jeg noterer mig med glæde, at Preben Wilhjelm er uenig i linjen, så er partiets EU-politik ikke bare tilbageskuende, men direkte farlig i støtten til den dødsensfarlige højredrejning, som er en trussel i hele Europa.

I dag græder de gode, mens de onde ler. Om de velmenende folk i Enhedslisten kan ændre indstilling, som det er sket for SF og for de fleste feminister, ved jeg ikke. Men jeg håber det stadigvæk. Der er hårdt brug for, at Enhedslisten finder fælles fodslag med Preben Wilhjelm og med de rigtige venner i EU.