Svar til Johs Lynge
Weekendavisen 31.3

Ja, jeg er rød. Født og opvokset som fjerde generations socialdemokrat kan det næsten ikke være anderledes. I dag er jeg politisk hjemløs. For jeg er også humanist. Det var jeg, før jeg startede med at læse humaniora i 1967. Det lå som en selvfølge i både den kristne og den socialdemokratiske arv, jeg fik med fra min barndom. Det samme gjorde en stærk tro på lighed og retfærdighed .

Men jeg er først og fremmest professionel. Og den dyd har været styrende og retningsgivende gennem min ledelse af KVINFO i et kvart århundrede. Projekter og ressourcer, udviklet i den lange årrække, har fået priser, international anerkendelse og udbredelse til brede brugergrupper. Ekspertdatabasen og Mentornetværket er eksporteret til andre lande, og senest har Kvindebiografisk leksikon inspireret til et tilsvarende forskningsprojekt i Sverige.

KVINFO har under min ledelse aldrig været forlovet med hverken regering eller opposition, men har som selvejende institution med åbent sind samarbejdet med den til enhver tid siddende regering. KVINFO er vokset gennem hele perioden, først støt og roligt og fra den første Fogh-regering nærmest eksplosivt.

Ret mig, hvis der er noget, jeg har overset, men Dansk Folkeparti har ikke en eneste gang i de 24 år, jeg har haft direktørposten, stemt for et ligestillingsforslag i Folketinget. Det har været en hel konsekvent linje. Så ja, jeg har haft svært ved at tage DF’s engagement i muslimske kvinders ligestilling alvorligt. Der er grænser for, hvor naiv, man har lov til at være, tænker jeg.

KVINFOs Mentornetværk mistede sin bevilling, da Helle Thorning blev statsminister. Men al den information, jeg fik adgang til, fortalte mig, at det var Dansk Folkeparti, der trumfede beslutningen igennem i Satspulje-forhandlingerne. Til partiets mærkesager hører hverken ligestilling eller integration.

Berlingske Tidendes dobbeltopslag 27.3. spreder den forkerte påstand, at KVINFO har ignoreret en forskningrapport om vold mod minoritetskvinder. Mit genmæle kom ikke i papiravisen, men kunne læses på nettet 29.3, https://www.b.dk/kommentarer/social-kontrol-og-vold-mod-indvandrerkvinder

Da jeg takkede af i 2014, åbnede jeg munden i nogle afskedsinterviews. Til gengæld har jeg de sidste tre år takket nej til alle journalister, der ville have mig til at mene noget om køn og ligestilling. For jeg havde ikke tænkt mig at agere “skyggedirektør” for KVINFO. Jeg har helt andre planer med mit liv efter pensionen.

Efter Mette Bocks dekret om KVINFOs bibliotek og Laura Lindahls og Inger Støjbergs beskyldninger mod KVINFO er situationen en anden. Der er ikke skygge af saglighed i kulturministerens planer, og jeg har jeg besluttet mig for at gøre mit til, at urimeligheden bliver åbenlys for enhver. Og at ikke mindst Mette Bock vil blive klogere. For jeg ved om nogen, hvad KVINFO står for.

Jeg repræsenter ikke længere Institutionen, men jeg er skruet sådan sammen, at jeg ikke kan lade være.

Elisabeth Møller Jensen
Forfatter og foredragsholder
Søndermarksvej 1 A
2500 Valby
mobil: 23340527

Publiceret i Weekendavisen, 7.4. 2017 og på Facebook, 9.4. 2017