Mit svar til journalist Mette Fugl efter debat med psykologistuderende og twerk-danser, Louise Kjølsen i Deadline 8. marts., har været bragt som en kommentar i Politiken d. 13. marts, 2017

Gamle kvinder må gerne være sure, for heller ikke den sure, bedrevidende vrissen skal mænd have patent på, så tak til Mette Fugl, der har påtaget sig rollen. Men sure gamle kvinder har også fortjent at blive modsagt. Provokeret af debatten i Deadline 8. marts mellem Mette Fugl og Louise Kjølsen og ikke mindst af kommentarerne på Facebook efterfølgende, tager jeg opgaven på mig, for jeg ser en lige linje fra 70’ernes rødstrømper over 90’ernes tredjebølge-feminister til dagens unge, der ser sig selv som feminismens fjerde bølge.

Allerede i januar skrev Mette Fugl en klumme i Politiken med den slagkraftige indledning: “Det handler om at vise skræv og patter med en fremmedordbog i hånden” . Og i aftes fulgte den medievante Mette Fugl op på kritikken af “fremmedordbogen” ved effektivt at afvise Louise Kjølsen med argumentet:”Jeg forstår ikke, hvad du siger”.

Det var et oprørende modtræk til den velformulerede Louise Kjølsen, der ubesværet kunne redegøre for feminismens fire bølger og dertil argumentere godt for, hvorfor hun ser sig selv som fjerde bølge. Mette Fugl blev dagen efter i tidens populistiske ånd hyldet på Facebook for afvisningen..

Jeg har set gamle rødstrømper falde til patten, og jeg har set gamle 68’ ere forvilde sig helt ud på den yderste fremmedhadske højrefløj, men det kommer alligevel bag på mig, at se gamle feminister falde over unge kvinder, der skriver sig ind i den fælles kamp for kvinders rettigheder. De må gøre lige hvad de vil med deres kroppe, deres seksualitet og deres fotoshoots, i følge Mette Fugl. Men de må ikke kalde sig feminister!

Det hjalp ikke på sagen, at Louise Kjølsen forklarede, at kampen for at blive subjekt med ejerskab over egen krop også er en fordel i kampen om ligestilling, glasloft og voldsofre. For Mette Fugl ville slet ikke lytte. Hun ville bare vinde diskussionen.

Jeg synes ærlig talt, Mette Fugl skulle glæde sig over, at en ny generations feminister er på banen. De er opvokset i en helt anden tid og under helt andre vilkår end hun og jeg, og derfor vælger de også helt andre udtryk og aktionsformer. Jeg kan sagtens dele Mette Fugls bekymring over prisen for det oprør, de er i gang med. “Been there. Done that”, som Mette Fugl skriver. Men hver generation er nødt til at gøre deres egne erfaringer. Og feminist er ikke en beskyttet titel.

Elisabeth Møller Jensen