I ugevis har jeg været opslugt af den amerikanske valgkamp, som nu endelig er slut. Medierne, Facebook og Twitter har været ved at flyde over, og Hillarys umulige modkandidat har med den ene uhyrlige udtalelse efter den anden sørget for at holde følelserne i kog. Aldrig har jeg været så meget oppe at køre over et valg. Jeg er sågar endt med at tegne et abonnement på The New York Times, fordi de ti gratis artikler om måneden på nettet slet ikke var nok. Amerikanske nyheder bliver bedre, jo længere ud på aftenen man bliver hængende i sofaen, så uanset hvor sent det blev, glemte jeg helt, jeg var træt, og først da jeg begyndte at få søvnproblemer, indså jeg, at jeg var ved at gå i selvsving.

I slutspurten fra den første debat mellem præsidentkandidater 26. september, har jeg givet los. Givet mig selv lov til at være lidt skør. For der har virkelig stået meget på spil. Nu er det endelig overstået, og jeg indser, at jeg næppe kommer til at opleve den første kvindelige præsident flytte ind i Det Hvide Hus. Det bliver ikke i min levetid.

Jeg er ikke den eneste, som troede, at Hillary Clinton i nat ville skrive historie, fordi hun som kvinde havde vundet adgangen til den måske mægtigste post i verden. Jeg var overbevist om, at Hillarys sejr ville skabe forandring for piger og kvinder kloden over. Tænk på de tre store debatter mellem præsidentkandidaterne. Jeg troede, vi med vore egne øjne endelig så en moderne kvinde besejre en gammeldags mand. Vi så Trump tabe debatterne til Hillary, ikke bare én men alle tre gange. Og selv når han opførte sig allermest bizart og tølperagtigt, blev hun roligt og velovervejet stående med autoriteten i behold. Hun lod sig hverken true eller forvirre af hans afbrydelser, løgne eller fysiske intimideringer, da han stillede sig så tæt op af hendes ryg, at han pustede hende i nakken.

Hillary Clinton tabte i nat, og hun bliver alligevel ikke den ultimative rollemodel for håbefulde piger og kvinder i hele verden. Men det særlige ved Hillary Clinton, som jeg vil huske hende for, er, at hun står ved sin feminisme og igen og igen har vist, at hun vil bruge sin position til at styrke både kvinder og minoriteter. Så selv om hun tabte i nat, forbliver hun rollemodel for mig. Og hun tilhører en sjælden art. Enten er de kvindelige politikere slet ikke feminister, og eller hvis de er, gør de fleste, hvad de kan for at skjule det. Tænk bare på Helle Thorning, der blev den første kvindelige statsminister. Jeg betvivler ikke hendes feministiske overbevisning, men hun skulle ikke nyde noget. Ovenikøbet løb hun som statsminister fra alle de kvindepolitiske løfter, hun havde udstedt som oppositionsleder. Med det utilgivelige svigt af løftet om barsel til mænd som det værste eksempel.

Med Barack Obama som den første sorte præsident fik sorte i USA et nyt håb om et mere retfærdigt samfund. Og selv om der er langt igen for både sortes og kvinders rettigheder, troede også jeg, at den første sorte og dernæst den første kvinde på posten, ville være et tegn på, at der er sket en forskydning af magt fra hvide mænd til kvinder og til minoriteter. At det er en forandring, som er godt i gang. At verden i nat ville bevæge sig et lille nøk i den rigtige retning. Jeg tror stadigvæk, at det er den vej, det går, men det er ikke lige om hjørnet, og det er formentlig også en udvikling, som har været med til at nære den enorme vrede, ja det had, som Donald Trump har mobiliseret.

Jeg undervurderer på ingen måde den økonomiske ulighed og hadet til den politiske elite. Jeg glemmer heller ikke finanskrisen og de mange tabte jobs, uligheden og fattigdommen i USA, som den hvide mand reagerer på, men det ændrer ikke på, at de vrede hvide mænd må indse, at de ikke er sikret særlige privilegier på forhånd hverken grundet hudfarve eller køn.

Jeg tog fejl, da jeg håbefuldt forestillede mig, at Donald Trump repræsenterer de sidste krampetrækninger. Men nogen burde måske minde Trump om John Stuart Mills ord i “The Subjection of Women”, 1869: ”Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine kvinder”. For valgkampen har været et skambillede på det USA, der engang var et feministisk forbillede.

“Når man stikker næsen frem, risikerer man den bliver hugget af”, er Hillary Clinton citeret for at sige. Med tilføjelsen, “men vær ikke bange, for den vokser jo ud igen”. Det løb er kørt for Hillarys vedkommende, men jeg er taknemmelig for, at hun hele livet igennem har stukket næsen frem. Selv glemmer jeg aldrig begejstringen, jubelen, entusiasmen, da jeg hørte hende tale på FN’s Verdenskvindekonference i Beijing1995. Parolen “Women’s Rights are Human Rights” blæste fra hende som en fanfare ud over forsamlingen, og jeg har været kritisk fan lige siden. Især udenrigspolitikken har jeg det svært med, men som person er hun i mine øjne enestående, og jeg har aldrig forstået den voldsomme modvilje, som har fulgt hende hele vejen.
Et håb blev knust i nat, men der er altid en ny generation, som håbet kan overleve i. Den sætter jeg min lid til.