Mindeord 

Merete Jul Ries 

1938-2018

Et lysende mennesker er her ikke mere, men i min erindring lyser Merete Ries stadigvæk. Da vi mødtes første gang, bød hun mig velkommen på det første kvindelitteraturseminar på Herning Højskole sommeren 1977. Hendes lange lavendelblå bomuldskjole tog nærmest farve af himlen på den sommerbrune hud. Når solen skinnede, læste hun uden en trevl på kroppen manuskripter på badeanstalten i Charlottenlund. Jeg faldt for hende på stedet. 

Vi kom i gruppe sammen, og kemien dansede fra det første øjeblik. Merete fortalte historien om dengang Jette Drewsens manuskript til “Hvad tænkte egentlig Arendse”,1972 og dernæst Grete Stenbæk Jensens:”Konen og æggene”, 1973 havde delt redaktionen på Gyldendal i to lejre. For Arendses tanker om den utro ægtemand og ikke mindst hendes spektakulære hævnaktion var for meget for dele af redaktionen, mens Merete Ries mente, manuskriptet skulle udgives her og nu. Relevansen af en ufaglært æggepakkerskers refleksion delte vandene på samme måde. Bøgerne blev begge store salgssuccesser, og dermed var 1970’ernes kvindelitterære forlagsbølge i følge Merete Ries i fuld gang på Gyldendal.  

Min egen adgangsbillet til det mindeværdige møde mellem kvindelige forfattere, kritikere, forskere og redaktører var alene, at jeg var en af litteraturhistoriker, dr. phil. Pil Dahlerups studerende. Og da jeg i gruppen fortalte om det speciale, som jeg lige havde skrevet, opfordrede Merete Ries mig til at sende det til Gyldendal. En uge senere fik jeg positivt svar tilbage. Gyldendal ville gerne udgive “Roser og laurbær. Om Thit Jensens kvindepolitiske forfatterskab”, der udkom i 1978. 

Fra det første møde i projekt Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som var Meretes initiativ, gik der sytten år før det sidste bind som flagskib for hendes forlag, Rosinante, blev udgivet i 1998. Undervejs blev vi venner, og vi havde i alle årene en samtale kørende om litteratur, politik og – haver – ikke at forglemme. 

Merete troede på fællesskabet. Det eneste lånebevis, jeg nogensinde har udstedt, var min investering på kr. 1000, da Merete bad en bred kreds om opbakning til at starte Rosinante. Vi fik alle sammen pengene tilbage, for forlaget udviklede sig over nogle år ikke mindst fra Peter Høegs debut “Forestilling om det tyvende århundrede”, 1988 til en dundrende international succes. Da det gik den anden vej, sad jeg på Meretes opfordring i Rosinantes bestyrelse og oplevede nedturen på tæt hold. Men så skabte hun for anden gang sit eget forlag. “For hvad skal jeg ellers lave?”, som Merete spurgte. “Hvad skal jeg lave, hvis jeg ikke skal lave bøger”?

På Gyldendal, Tiderne Skifter, Rosinante og til sidst Forlaget Ries udgav Merete Ries en bred vifte af bøger, der har kvalitetsstemplet til fælles som hendes signatur. Med oversættelser af Virginia Woolf, Herbert Marcuse og Doris Lessing satte hun sig dertil spor, som vil være tydelige mange år frem. Merete Ries gik ind i sin tid, og hun tog en plads i mit hjerte, som nu  må fyldes af taknemmeligheden over at have kendt hende og i glæden over al det, hun gav.

At MereteRies skulle foretage sig noget, skabe noget, bringe nyt ind i verden var en given sag, og ikke mindst derfor var det så urimelig hårdt og ondt, da hun under arbejdet med de sidste oversættelser mistede sit sprog til en lang og belastende demens. Merete Ries døde fredag morgen d. 25. maj kl. 9. Ære være Meretes minde.