Hyldest til Island

Ti procent af den islandske befolkning er rejst til Frankrig for at se Island spille i kvartfinalen mod Frankrig. Her sluttede eventyret, men de skal nok komme igen, for Island er et imponerende land med helt med usædvanlige mennesker.

330.000 islændinge kører et helt samfund, og de kan tilmed hævde sig internationelt. Ikke bare i fodbold, men i mange discipliner. Og de ved, at de skal rejse ud i verden for at dygtiggøre sig.

I forhold til indbyggerantallet er islændingene det mest læsende folk i verden og det mest skrivende. I Reykjavik er der to kæmpe boghandler i flere etager, og man skal til London eller New York, for at se noget der ligner. Den nyeste islandske litteratur ligger i stabler ved siden af sagalitteraturen, som folk hjemmevant knytter an til, når de skal forstå og forklare fænomener i nutiden.

Den historiske bevidsthed viser sig så konkret, at de fleste islændinge kan spore deres egne rødder tilbage til den første bosætning i slutningen af 800 tallet. Den kollektive erindring, der går over 1000 år tilbage, repeteret af generation efter generation, er medvirkende til, at Island er et folk af fortællere.

Da legendariske Vigdis Finnbogadóttir i 1980 blev præsident, var hun den første kvindelige præsident i verden. Hun sad på posten i 16 år og ved genvalget i 1988 fik hun over 90% af de afgivne stemmer. Humanist, feminist og uddannet i sprog og dramaturgi ved fire europæiske universiteter.

Læg der til den enestående natur med varme kilder, geysere, aktive vulkaner og den vilde oplevelse, når man står med et ben på hver sin kontinentalplade. Driftigheden hos folk flest kan kun imponere, og på et tidspunkt så det ud til, at islændinge var ved at købe hele verden op. Men da Lehmann Brother´s  krakkede i 2008, rev de tre islandske banker med sig.

Det kunne have været enden på eventyret, men islændingene valgte deres egen vej. Regeringen overtog bankerne, som de lod gå konkurs. Og så begyndte de at rydde op i det økonomiske kaos.

Da statsministerens  kone blev taget i at gemme penge i skattely, samlede folk sig med gryder og pander foran Altinget og larmede, indtil statsministeren valgte at gå.

Før krisen tog 90 % af islandske mænd barselsorlov, men det måske mest forbløffende er måske,  at islandske mænd lever næsten lige så længe som kvinder. Middellevetiden på 81 år er den højeste i verden, og børnedødeligheden den laveste i Europa.

Jeg har ikke været i Island siden 2008. Men euforien fra EM giver stor lyst til at besøge landet igen.