Facebook, 2.4.2017
Borgerlige kvinder, del 2
Memory Lane, 3

Kære Niels Jespersen

I torsdags fik du min forsvarstale for KVINFO, hvor jeg beskrev det årelange samarbejde med borgerlige kvinder og borgerlige regeringer. Og nu vil jeg så fortælle dig, om dengang mine evner som brobygger slap op.

Men jeg er nødt til at begynde helt tilbage i 2001, da det samarbejdende folkestyre blev erstattet af blokpolitik. I kraft af Dansk Folkepartis rolle som fast og trofast støtteparti blev Danmark regeret, som havde vi haft en egentlig flertalsregering. Dansk ligestillingspolitik før 2001 har været præget af konsensus og samarbejde på tværs i Folketinget. Med den blokpolitiske realitet i 2001, udviklede ligestilling sig både inden for og uden for Folketinget til en skyttegravskrig. Det blev et højspændingsområde, som for alvor slog gnister, da oppositionen endelig så ud til at kunne vinde regeringsmagten tilbage i 2011. Med løftet om forlængelse af barselsorloven fra et halv til et helt år og uden at øremærke en del af orloven til fædrene, lagde Anders Fogh dertil grunden til et ligestillingspolitisk tilbageslag, som i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med for alvor er begyndt af slå statistisk igennem. Samarbejdet i Folketinget gik i stå, lovgivningen gik i stå, og alle ligestillingsudfordringer blev henvist til afdelingen for holdninger, henstillinger og gode hensigter.

Det var valgår i 2011, og valget, der kom 15.september, havde en meget lang opstart. KVINFO blev allerede kastet ind i valgkampen efter Helle Thornings og Villy Søvndahls kronik i Information 8. marts, 2010, hvor de lovede guld og grønne ligestillingsskove, hvis det blev en rød regering. Det blev det som bekendt ikke rigtigt, for Margrethe Vestager kom også til fadet. Til gengæld hørte ingen mere til hverken kvotering af kvinder til bestyrelser, kriminalisering af sexkøbere eller øremærket barsel til fædre. Jeg gøs faktisk, da jeg så det ambitiøse valgoplæg i Information. For var det nu klogt? Havde de baglandet med, var de selv parat til at gennemføre det?

Jeg er personligt lidenskabsløs over for kvoter, usikker på det hensigtsmæssige i kriminalisering af sexkunder, men til gengæld helt overbevist om, at øremærket barsel til fædre er vejen frem. Og det sidste synspunkt er der forskningsmæssig dækning for. Men S og SF blæste uforskrækket i valgtrompeten, og så brød helvede løs. Til gengæld fik KVINFO lov til at stå mutters alene med aben. KVINFO, der fra 2001 havde vokset sig stor og betydningsfuld som institution, fik ekstremt synlighed , så både KVINFO og min ringhed blev valgt som skydeskive for Thorning og Søvndahl, der pronto krøb i flyverskjul, da det liberale bagland gik amok.

Tilbage i 2011 var jeg helt klar over, at det nyliberale stormløb mod KVINFO og mod min person var dødsensfarligt for institutionen. Og i dag ser vi resultatet. Det er dønninger tilbage til 2011, når MF Laura Lindahl på Facebook skriver, at alene lukningen af KVINFO for Liberal Alliance er værd at gå i regering for! Jeg ville gerne citere hende direkte, men hun har akut lukket sin profil ned for alle andre end familie og nære venner. Og det er formenlig en klog disposition.

Som jeg ser det, er den eneste forskel på Liberal Alliances stormtropper dengang i 2011 til i dag er, at de nu sidder i Folketinget og besætter ministerposter. Og så er der lige Støjberg, der som en løs venstremissil ikke bare vil overtrumfe Dansk Folkeparti, men nu også Liberal Alliance.

Inger Støjberg er, som repræsentant for det Venstre, som jeg gennem mange år har arbejdet godt sammen med, stærkt på banen med beskyldninger, trusler mod KVINFO og løfter til baglandet, vælg selv. Hun istemmer med Lindahl “venstreorienteret propaganda” om KVINFOs Mentornetværk. Og hun vil fjerne bevillingen til den del af KVINFOs virksomhed, som hun som Udlændingeminister har indflydelse på.

Du beder KVINFO spørge sig selv, hvorfor der er borgerlige kvinder, der ikke ser sig som en del af institutionen. På den hårde måde er jeg kommet frem til et svar, som du måske ikke har tænkt på.

Det er en lang historie, men lad mig minde om mødet på Cepos d. 16.3.2011. Jeg var blevet inviteret til at diskutere “Borgerlig feminisme” med Camilla Bundgaard, en af de to redaktører bag det nu lukkede nyliberale webtidsskrift “Damefrokosten”, mest kendt for Ole Birk Olesens herostratisk berømte anklager mod kvinder. Jeg var selvfølgelig spændt på at møde Camilla, der som en af de få, kaldte sig “borgerlig feminist”. Men hun meldte afbud dagen før, og op stillede Mie Harder, konservativ rådmand på Frederiksberg, Groft Sagt – skribent i Berlingske og erklæret antifeminist.

Det var ikke debatten i sig selv, der var problemet, selv om hårene rejste sig på mit hoved, og jeg dårligt troede mine egne ører. Statsapparatet skulle, bortset fra beskyttelse af voldsmonopolet og den private ejendomsret, afskaffes. Politiet var stort set det eneste i den offentlige sektor, der ville blive tilbage, hvis Mie Harder fik magt, som hun havde agt. Ligestilling var i følge hende gennemført i og med stemmeretten til kvinder i 1915. Der var ikke mere at komme efter, resten var op til den enkelte kvinde. Hvis Mie Haarder blev arbejdsgiver, ville hun tilmed til enhver tid selv ansætte en 27 årig mand frem for en 27 årig kvinde, begrundet i kvindens mulige graviditet. Og da jeg ret logisk, synes jeg selv, påpegede, at det valg udgjorde et ligestillingsproblem, svarede hun, at kvinder har friheden til at forhandle deres løn ned, hvis de er mindre værd som arbejdskraft end mænd!

Jeg forlod mødet med en fornemmelse af, at jeg havde sovet i timen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der overhovedet fandtes unge kvinder, der tænkte og formulerede sig på den måde. Så jeg lærte meget på de to timer på Cepos, og jeg forstod selvfølgelig, at jeg på Cepos havde oplevet et for mig helt nyt fænomen. Mie Harder følte sig bestemt ikke som en del af ligestillingsprojektet! Og jeg gad nok vide, hvordan du, Niels Jespersen ville håndtere den opgave!

Ingen er som bekendt forpligtet ud over sine evner. Jeg indrømmer blankt, at jeg kom til kort. Den sure sandhed er, at antifeministerne dengang som nu ikke ønsker at komme ind i varmen hos KVINFO. Antifeminister m/k ønsker at BEKÆMPE KVINFO, og det er det, vi ser udspille sig politisk for åbent tæppe lige nu!

Mener jeg dermed, at enhver kritik af KVINFO rejst af borgerlige kvinder er antifeministisk? Nej, selvfølgelig ikke, og jeg har taget diskussionen. Og det gør jeg fortsat. Som direktør gennem 24 år, har jeg delt vandene. Ligestilling og køn er kontroversielle emner, så uanset hvad du gør som direktør, og hvordan du gør det, vil du skabe begejstring og opbakning hos nogle og modstand og animositet hos andre. Ikke mindst når opgaven består i at formidle viden i en bred offentlighed. Det kræver jo, at du går på banen. Og det har jeg gjort.

Tak igen, fordi du gik på banen for KVINFO. Det er tid til stillingtagen. Så til alle jer, der læser med: TAG LIGE STILLING for KVINFO. Det er der hårdt brug for.
P.S.
Jeg blev virkelig overrasket over at høre Mie Harders argumenter, men jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der fulgte i kølvandet på seancen på Cepos. Men den historie må du få i mit tredje og sidste skriv.