Facebook: 28.3.2017
Borgerlige kvinder, 1
Memory Lane 3

Tak til cand. mag. Niels Jespersen, der skrev en klumme om KVINFO i Information (28.3). Den var ud fra rubrikken at dømme ment som en støtteerklæring, men som Niels Jespersen skrev på Facebook: “Er i Dagbladet Information med et forsvar for KVINFO. Muligvis et forsvar KVINFO hellere var foruden, men døm selv”.

Niels Jespersen opfordrer KVINFO til selvrangelse. Og når han foreslår, at KVINFO måske “også skulle spørge sig selv om, hvorfor borgerlige kvinder ikke kan se sig selv i projektet”, ved jeg, at opfordringen også gælder mig. For jeg bærer et årelangt og tungt ansvar.

“Om man er for eller imod 4. bølgefeminister og numse-twerk, kommer man ikke uden om, at blå feminister findes (selv om de muligvis vil kaldes noget andet)”, fortsætter Niels Jespersen, der tilsidst som en sandhed slår fast, at KVINFO ikke gør “meget for at rumme dem”. Og det med en konkret henvisning til årets 8. marts, hvor der blev “buhet af en blå ligestillingsminister” og “klappet af kvinder, der bærer tørklæde”.

Jeg var ikke til stede i Vega 8. marts, så den lader jeg ligge. Til gengæld vil jeg gerne fortælle om de overvejelser, jeg selv har gjort mig, og om de erfaringer, jeg har høstet.

Men lad mig tage endnu en tur ned ad Memory Lane og fortælle om KVINFOs gode erfaringer med borgerlige kvinder og borgerlige regeringer.

Nynne Koch var eminent dygtig til at skabe alliancer på tværs, og det var først og fremmest i kraft af de evner, det lykkedes hende at oprette KVINFO som selvejende institution på finansloven. KVINFO er som one-women-projekt en helt usædvanlig historie, og med Nynne som forbillede, har jeg gjort mit bedste for at videreføre traditionen. Jeg vil spare dig for opremsning af alle mine blå relationer og netværk. Men tro mig, de er der. Jeg har ubesværet god kontakt til borgerlige kvinder som Grethe Fenger Møller, Grethe Rostbøll, Ellen Trane Nørby, Helle Sjelle, Heidi Wang, Pia Allerslev, Dorte Toft og Jette Bjerrum, og hele KVINFO har gennem alle årene gjort en kæmpe indsats for at tænke hele det politiske spektrum med. Og det er lykkedes langt hen ad vejen.

Borgerlige kvinder har også været en livline i nødssituationer, som dengang Brian Mikkelsen forsøgte at flytte biblioteket til Det kongelige Bibliotek, og “den politiske del” til Ligestillingsafdelingen. En del af min strategi var dengang at kontakte de mest magtfulde kvinder i regeringstoppen, og jeg ringede selvfølgelig straks til Brians partifælle Lene Espersen, der sad i regeringens koordinationsudvalg. Jeg havde aldrig talt med hende, men hun ringede tilbage, og jeg fortalte hende om Brians planer. “Nej, nu må han styre sig”, var Lene Espersens spontane kommentar på nordjysk. Jeg bad hende ikke om at gøre noget. Det var alene til orientering, hvis der blev brug for hjælp. Efter telefonisk kontakt, fik jeg et møde med Esther Larsen, Venstres kulturordfører, og hun havde heller ikke hørt om planerne, men som hun sagde, “han skal forbi mit bord” . Det lå usagt i luften, at det ville han ikke få held med. Jeg har aldrig haft grund til at tvivle på opbakning til KVINFO fra borgerlige kvinder. Mange af dem har arbejdet sig op i partiorganisationerne. De kender på egen krop behovet for en institution som KVINFO, uanset hvad den officielle partilinje dikterer.

KVINFO har selvfølgelig samarbejdet med skiftende regeringer. Mit mantra har altid været, at vi hverken var gift eller forlovet med hverken regering eller opposition. Og jeg har haft den pragmatiske tilgang, at et regeringsskifte muliggør nye fokusområder. Den markante og åbenlyse mulighed i 2001 var et øget fokus på vold mod kvinder. Formentlig en konsekvens af, at der var en varm linje mellem Lene Espersen som konservativ justitsminister minister og den konservativ social- og ligestillingsminister, Henriette Kjær. Sammen løftede de i fællesskab den politiske vilje til at sætte ind mod vold mod kvinder. Det var et kæmpe fremskridt, og jeg roste det højlydt.

En notits i KVINFOs Årsberetning i 2006 støtter hukommelsen: ”Besøg på KVINFO Pressemøde med ministre. Efter ønske fra Ligestillingsministeriet og Integrationsministeriet afholdt de to ministerier i fællesskab et pressemøde på KVINFOs bibliotek den 27. januar om deres nye handlingsplan på integrationsområdet. På det velbesøgte pressemøde fremlagde ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og integrationsminister Rikke Hvilshøj handlingsplanen, som rejste en række gode diskussioner”.

Det var den første Fogh-regering i 2001, der banede vejen for KVINFOs helt store vækst. Indtil da var det støt, men også stille og roligt gået fremad. Spiralen skulle bare dreje i den rigtige retning, så var tempoet i mine øjne mindre væsentligt. Men Bertel Haarders engagerede støtte til Mentornetværket i 2001 og fra 2005 et stadigt større ansvarsområde i “Det Arabiske Initiativ” under Udenrigsministeriet fik som konsekvens, at KVINFO voksede nærmest eksplosivt. KVINFOs gazelle-agtige vækst i 00’ erne under skiftende borgerlige regeringer har været funderet i blå tillid til institutionens professionelle tilgang. Jeg har ikke tal på de mange gange, Bertel Haarder og Pia Allerslev har rost Mentornetværket til skyerne, eller på det antal gange, de er stillet op. Bertel Haarder som minister, og Pia Allerslev som kulturborgmester og mentor i indtil flere forløb.

Jeg er selvsagt meget stolt af den brede politiske opbakning bag KVINFO i min direktørtid. Men ingen kan forpligtes ud over sine evner. Og jeg indrømmer, at mine evner ikke slog til, da det spidsede til i valgåret 2011. Men den historie må du vente på. Fortsættelse følger søndag aften.