POLFOTO og fotograf Lasse Kofod

For tyve år siden faldt jeg i snak med en yngre medarbejder i Kulturministeriet. Anledningen var, at Jytte Hilden som kulturminister ville fejre ministeriets 35 års jubilæum, og jeg var som direktør for KVINFO også inviteret med.

Året var 1996, og jeg kendte ikke den umiddelbart charmerende unge mand, den dengang 30 årige Henrik Sass Larsen som efter formandsposten i DSU blev ansat som studentermedhjælp i Kulturministeriet. Samtalen har jeg aldrig glemt, tværtimod har jeg tænkt på den mange gange i årenes løb.

Hvordan vi kom til at snakke sammen, husker jeg ikke. Om han vidste, hvem jeg var, husker jeg heller, men det gjorde han næppe, for så havde vi måske snakket køn og ligestilling.

Nu faldt samtalen i stedets ånd på kultur og kulturpolitik. Og vi tørnede hurtigt sammen. Den unge Sass Larsen var af den opfattelse, at kun den kultur, som gavner arbejderklassen, havde værdi for ham,  og dertil mente han, at langt største delen af litteratur og kunst var helt ligegyldig, fordi der er tale om borgerskabets kultur, som alene tjener borgerskabets interesser.

Jeg var ret rystet over at møde den holdning hos en ansat i Kulturministeriet, og vi krydsede ivrigt klinger. Over for mig kunne han jo ikke rigtig bruge sin arbejderklassebaggrund til noget, for jeg kunne påkalde mig samme erfaring.

Alligevel var der en afgrund mellem vores syn på, hvad litteratur og kunst betyder for mennesker, uanset hvor de kommer fra. For i min opvækst har kærlighed til litteraturen stået højt. Og visionen var, at alle uanset sociale kår skulle have adgang til kunst og kultur.

Om jeg fortalte ham om min bedstefar, gasværksarbejderen, der omhyggeligt gemte og til sidst samlede kunsttillæggene fra specialarbejdernes fagblad i en bog, som han fik indbundet, husker jeg ikke. Eller om min bedstemor, der for Fremads folkebibliotek kørte rundt til abonnenterne i Lemvig med den sidste nye roman på bagagebæreren, husker jeg heller ikke. Jeg forstod bare, at jeg mødte en for mig helt ukendt udgave af det Socialdemokrati, som jeg som fjerde generation er født ind i.

Jeg tænkte dengang, at jeg havde mødt en ung hedspore, som med tiden ville nuancere sit syn. Sådan er det ikke gået. Desværre.

I dagens store interview i Politiken, udtaler Henrik Sass Larsen, “at humanismen er farlig for velfærdssamfundet”. Om jeg som magister også er farlig i Henrik Sass Larsen øjne, er vel at trække den for langt. Men jeg ved så meget, at et samfund, der dømmer humanismen ude, allerede er på vej ud over kanten. Og et parti, der sætter en Henrik Sass Larsen i front, er dømt til at kikke ned i den afgrund, han selv frygter.